Black friday bliver helt anderledes – og nye regler kan koste omsætning
Black friday-tilbuddene bliver i år spredt ud både over tid og fysisk i butikkerne. Trods restriktioner for at forebygge smittefare holder en stor del af især detailvirksomhederne fast i den populære udsalgsdag.
Det viser en rundspørge fra Nets, som leverer betalingsløsninger til over 140.000 webshops.
4 ud af 10 detailvirksomheder i rundspørgen har planlagt black friday-tilbud. Men i lyset af corona – som harmonerer dårligt med køtilbud og nærkontakt blandt købelystne kunder – har mange indført ekstra forholdsregler for at nedsætte risikoen for smitte.
Typisk har butikkerne valgt at køre tilbud over en længere periode for at fordele kundestrømmen. Andre forholdsregler inkluderer ekstra personale, større afstand mellem tilbuddene i butikken og øget fokus på onlinesalg.
Få styr på betalingskrav
Alt tyder på, at nethandlen i år kommer til at opleve det helt store salgsboom under black friday. Men netbutikkerne skal være opmærksomme, lyder det fra Nets.
Fra årsskiftet indfører EU nemlig et nyt krav om, at langt de fleste onlinebetalinger skal verificeres med en ekstra faktor af køberen. Typisk via NemID eller en sms-kode.
Selv om kravet først er obligatorisk fra januar 2021, forventer Nets, at nogle kortudstedere allerede i denne måned vil begynde at afvise betalinger, der ikke lever op til de skærpede krav.
- Derfor kan webshops, der ikke har truffet de nødvendige forholdsregler, risikere, at deres kunder får afvist betalinger på black friday. Nets råder derfor alle danske webshops til at indføre to-faktor-godkendelse hurtigst muligt ved for eksempel at have 3D Secure aktiveret, skriver Nets i en pressemeddelelse.